19 apr 2019

Frygtens fredag

Jeg har lige spist en bolle af de hvideste brød med tandsmør som pålæg – og jeg kan garantere jer – det var ikke Jesu legeme… jeg kan også garantere jer, at den bolle ikke har optrådt i nogen som helst madpyramide. Ever.
Og det var 3 gode minutter, mens det hvide klister blev indtaget. Knapt så lækkert er de mentale krops-tømmermænd, der følger mig resten af dagen. Skammen og fortrydelsen over hvorfor jeg spiser sådan noget, når nu jeg i forvejen kun kan passe 1 ud af 5 par bukser jeg ejer.

Og hvorfor er det interessant? Det er det fordi at der ligger et regulært BJERG AF UBEHAG i det spænd, der er mellem ønsket adfærd (livsstil, aktiviteter and shit), og så den reelle faktiske handling.
Fx.: Jeg ville ØNSKE at jeg var sådan en der spiste sundt (havde lyst, overskud, smag, inspiration, energi, whatever til fx at spise masser af grønt og mindre eller kun meget lidt sukker, junk og forarbejdede fødevarer).
Min ADFÆRD: Jeg spiser og drikker en hel del, som ikke gør noget godt for hverken min fysiske eller mentale topform. (Topform? Er der nogen der giver et glas sodavand???)

I spændet mellem det to typer adfærd ligger bl.a.: Utryghed, diskomfort og ukendt territorie – og måske allermest: ANGST. Angsten for fejl og tilbagefald. Så er det ligesom bare lettere at trave ned af den gammelkendte sti med sine blævrende lår – hånd i hånd med romkuglerne fra Netto. Det har man (læs: JEG) rutine i.

Men så faldt jeg over en video her med Tim Ferriss  Why You Should Define Your Fears – som handler om at kigge på sin frygt – i stedet for at sætte sig mål.
Total BINGO på Søgaards plade! For der er virkeligt meget, som jeg går og gemmer, glemmer og udsætter at gøre – i en uendelig strøm af overspringshandlinger – til jeg lige bliver lidt: Tyndere, gladere, dygtigere, mere interessant, mere modig – og til jeg lige får lidt mere tid, overskud, kreativ energi.
Undskyldningerne og frygten er u e n d e l i g e. Det eneste der ikke er uendeligt, er den tid vi har til handle i.

Så idag – på den længste fredag – sætter jeg frygt og ubehag på skemaet. Dissekerer angsten og forhindringerne, for at handle på rigtig meget af det, jeg gerne vil og længes efter – især i mit arbejdsliv. Jeg er nemlig ret sikker på at konsekvenserne ved at lade være – reelt set er meget større end ubehaget ved at springe ud i det.

Og i morgen bliver det regulær ‘meta kommunikation’ – for det kommer til at handle om angsten for at skrive og frygten for at dele ud af sig selv. Stay tuned my friend.

Del dette til:

Skriv kommentar