28 dec 2017

Juleblues og Mandel-gate II

Må man egentlig godt flå julepynten ned for to dage siden…? Og gør det noget jeg kaster lidt op af mens jeg kigger på billederne af alles tilsyneladende perfekte jul? Undskyld. Nu har jeg sagt det.
Her har julen nemlig langt fra været perfekt. Jeg mener… fx vandt jeg ikke mandelgaven, der var ingen diamant-tiara under træet (faktisk VAR der slet ikke noget træ) og der var eddermandme langt fra ‘Det Lille Hus på Prærien’ og så til min juleaften på Nordfyn. Vil mere sige at julen har været sådan en sær bouillon terning af uindfriede forventinger (incl mine egne), alt alt for meget mad, skilsmisse-børnedeling, rastløshed, post-stress, for lidt søvn, for lidt sne, for meget skrap mor, for få restriktioner, planer der ikke helt er koordineret – samt andres projektioner skudt ud over hele fjæset.
Holdnukæft hvor er hun mavesur! … tænker du nok. Og det lyder måske sådan – men mest af alt er jeg nok bare træt. Helt ind i knoglerne træt af at sammenligne mit eget indre, med andres ydre. At ligge under for menigmands oplevelser af, hvornår noget er rigtigt, hyggeligt, ægte og autentisk. Så den tilbøjelighed skal blive lidt på 2017-hylden og ikke følge med ind i 2018.
(Og jaaah, det kommer fra en, der også selv i svage øjeblikke – indvier andre på diverse SoMe platforme, når noget går ufatteligt godt. Then shoot me)
Heldigvis har julen også budt på små intense stunder af kornfed lykke. Herunder bl.a. to gange 30 minutters kvalitets samtale med ældste. Andesteg. Yngstes stolte glade ansigt efter at jeg havde brugt timer på at sy patches på hans nye jakke, portvin med min storebror før julemiddagen og en masse andre fine øjebliks-diamanter. Og dem skal man samle lidt mere på. De minder og oplevelser, som man ikke behøver at vise til nogen eller forevige i sit ‘feed’ – men som man bare putter i sin mentale skuffe foret med rød fløjl, hvor de ligger og funkler og vidner om stor rigdom. Og DEM har jeg…
Et mindre supert øjeblik i Julen 2017 har været da jeg med 2000 km/t og uden sikkerhedssele, ramte ris ala mande-muren. Det lader til at også jeg, tilsyneladende har en øvre grænse for indtagelse af vinterens bedste dessert. Heldigvis var jeg denne gang helt alene – både før, under og efter.
Mindre heldig var jeg dengang for ca 33 år siden – da jeg var hovedpersonen i det vi i min familie omtaler som ‘mandel-gate’. Og der er ikke gået et år – ikke ET ENESTE FUCKING ÅR… hvor min storebror ikke har benyttet chancen til minde mig om, at jeg som 10-årig gik så stålsat efter mandengaven, at jeg brugte resten af aftenen ude på toilettet, mens jeg ventede på at kunne råbe i den store telefon.
Mandlen fik jeg dog. Rakt til mig under bordet af min morbror, der muligvis kunne spotte at jeg var igang med et svært projekt.
Og så ledes konkluderer vi, at historien gentager sig selv – også selvom man ikke kan vinde andet end overvægt.
Gode baghjul herfra.
Del dette til:

Comments

  • Mette Madsen
    28. december 2017 Svar

    Også god baghjul herfra Trine. Hvad med et nytårsforsæt hvor vi og andre skøre, skønne “kvinder” mødes. Får vendt stenene og finder ud af at alt ikke er perfekt, men sjovt, lærerigt og helt sikkert ikke altid en gentagelse værd!
    Håber at se dig i 2018.
    Tak for gode grin, refleksioner og mentalt wellness
    Godt nytår!

    • admintrin
      5. januar 2018 Svar

      Hej Mette. Det er en fed idé. Det skal vi da!! Jeg er klar.

  • Marianne Skovsted
    5. januar 2018 Svar

    Elsker din rå humor, Trine, og smågriner mig gennem din blog…

    • admintrin
      10. januar 2018 Svar

      Det gør mig så utroligt glad at høre! Hæng på blot på og jeg vil fortsætte med at udlevere mig selv næsten uden blufærdighed 😀

Skriv kommentar