… det vil rygtet vide, at jeg altid har været. Og sjovt nok har det medført at især min yngste søn også besidder det talent. Det betyder ligeledes – at jeg nogle gange skal lægge ører til akkumulerede flabetheder – fremavlet gennem 2 generationer.

Som fx her den anden morgen, hvor jeg stod i verdens mindste køkken og kiggede ned i en vask, der mest af alt mindede om en ukrainsk byggeplads med gæsteoptræden af Madam Skrald fra Fragglerne – og det satte gang i følgende dialog:

Mig: I er nogle SVIN.
Yngste: Du skal ikke kalde mig et svin. Jeg er din søn.
Mig: Man kan godt være begge dele. Min søn OG et svin.
Yngste: Det gør jo så dig til en SO.
Mig: …. (indsæt gubbi-fjæs og en snert af stolthed) 

Touché og end of conversation.