14 okt 2017

Mind the gap – #1

Egentlig taler jeg helst ikke så meget om min alder – mest fordi jeg synes at ‘alder’ overordnet er et latterligt koncept.
Der er mennesker på 20, med livsvisdom som rækker ud over deres fysiske alder – og så er der folk i 50’erne, der stadig pisser rundt, som om de ikke har lært en skid undervejs. Alder er matematik X kalender og fortæller i virkeligheden meget lidt om os som mennesker.

Begrænset research vil afsløre at jeg er 43 i skrivende stund og derfor det man kan kalde ‘midt i livet’ og jeg synes faktisk ikke at det er noget skidt sted at være. Usikkerheden fra 30’erne er ligesom væk og et kig i Blå Bog fra Gymnasiet afslører, at jeg hellere vil se ud som jeg gør nu end dengang. (Ja, det var også et virkeligt skidt billede… og nej, du må ikke se det)

 Men på enkelte områder lider jeg dog stadig lidt af aldersmisundelse – men den går bizart nok i  begge retninger og ikke kun imod ungdoms søde jagtmarker.

Hvis der er noget jeg kan falde i staver over – så er det den spændstighed en ung krop stråler med… men allermest huden… Huden i ansigtet – der sidder helt stramt over kraniet. Selv på en tømmermandsramt kassedame (læs: pige), der har sovet minus 3 timer – og hvor diæten er sammensat i riskager og Små Sure – er ansigtet så glat som et nykogt æg. Og tøsepigebarnet sidder bare der og ANER ikke hvad der er på vej…: Brutalt forfald.

Mit ansigt så sådan ud engang (det passer!). Men en dag kigger man sig i spejlet og så er der pludselig alle mulige rynker og folder – som ikke lader sig glatte ud – lige meget hvor længe man står med fingeren og prøver at strække lortet ud. Det minder mest om umalet savsmuldstapet, der har ligget krøllet sammen i et hjørne af et forladt byggeri. Allerværst er den der uligelige rynke mellem øjenbrynene, som får mig til at ligne hende heksen fra Hans & Grethe, og som ligner at jeg er ‘kronisk stærkt vred og bekymret’ – lige meget hvor hårdt jeg smiler.
Selv når jeg ser et billede af mig selv, der kun er 2 år gammelt – kan jeg tage mig selv i at tænke: Nååårh… se lige hvor sød og ung jeg ser ud – hvorfor var jeg ikke bare glad for det? Især når jeg se dagens askegrå betræk i spejlet.

Man får lyst til at råbe til alle under 40: Nyd det nu for satan! … det går KUN ned ad bakke! 

Og så er der de ældre damer… Efter jeg har fået hund er mit kendskab til dem steget med ca 800 procent – og det har faktisk været en ekstremt horisontudvidende oplevelse. Hvis du tror at ‘gamle damer’ er sådan nogle milde væsner med flødekarameller og mildhed i inderlommen – så kan du godt tro om.
De er frygtløse og opererer med en adfærd hvor al filter er skrællet af… en omvendt Kinder Überraschung. De ser ud som de ser ud – og de er som de er – tilsyneladende helt blottet for hvad andre nu måtte synes om det. Uanset om de er iklædt storblomstrede regnfrakker, kilo tung læbestift, diademer eller joggingbukser.

De siger og gør ting, der jævnligt får min underkæbe til at ramme knæskallerne… og det er faktisk stærkt forfriskende (når man lige har sundet sig), at høre en 80-årig dame tale om sin hunds manglende klunker – eller en anden kær ældre sjæl – der lige sagde til ham den arisk udseende unge mand med kæmpe tatoverede overarme og 2 pitbulls som han knapt kunne holde: At han bare for helvede kunne gå en anden vej – hvis han havde et problem.
Begge eksempler er hentet uredigerede i virkeligheden.

Kort sagt: Gamle damer finder sig ikke i noget pis. Og det skal vi andre heller ikke.

Os i midten – vi står med et ben på platformen og et i toget. 

 

Del dette til:

Skriv kommentar